Hvordan foregår det?
Som gestaltterapeut arbejder jeg ud fra det udgangspunkt, at du helt naturligt og tidligt i livet har lært at være i verden på en bestemt måde for at opnå det, som du havde brug for fx kærlighed, opmærksomhed, anerkednelse, omsorg eller for at undgå noget, som var ubehageligt for dig. Sammen prøver vi at finde frem til, hvorfor du nu i dit liv gør, som du gør, da der altid er en rigtig god grund.
Jeg vil møde dig med omsorg og empati, som det menneske du er, og jeg vil lægge mærke til, hvordan kontakten er mellem dig og mig, da den ofte kan fortælle os noget om, hvordan du er i kontakt med andre mennesker.
Jeg kan ikke fjerne problemer eller udfordringer fra dig, men jeg kan via terapien styrke dig til at være i dit liv på en mere hensigtsmæssig måde for dig, med alt det som du er formet af. Du vil opleve, at du bliver klogere på dig selv, og dermed i højere grad vil kunne regulere dig ift. de udfordrende ting, situationer og relationer, som du møder på livets vej.